To kvinder er blevet bragt på hospitalet efter en alvorlig ulykke på en landevej. Politiet oplyser til Presse-fotos.dk, at den ene er fløjet i en lægehelikopter, mens den anden er hastet afsted i en ambulance
Billeder fra stedet vidner om en utrolig alvorlig ulykke mellem en minibus og en personbil.
Særligt personbilen har meget voldsomme skader, fremgår det.
Det er noget, som Presse-fotos.dks udsendte til stedet bekræfter.
“Begge biler er fuldstændig skadet, og der ligger vragdele over det hele. De er kørt rigtig hårdt sammen. Fronten på personbilen er helt smadret, motoren er trykket ind, hjulene er helt ødelagte, og køretøjet lækker olie på kørebanen,” siger vores udsendte og tilføjer:
“En bilinspektør er på stedet for at foretage undersøgelser, og en lægehelikopter har tidligere været her. Den er fløjet mod Rigshospitalet, kan jeg se på flytjenesten Flightradar.”
Senere bekræfter politiet over for Presse-fotos.dk, at en lægehelikopter har været på stedet – og to kvinder er kvæstede.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Presseansvarlig Mikkel Trane fra Nordsjællands Politi bekræfter over for Presse-fotos.dk mandag eftermiddag ved 14-tiden, at ulykken er sket mandag morgen på Helsingevej i Hillerød.
“Det eneste, jeg kan fortælle lige nu, er, at to kvinder er blevet bragt på hospitalet. Den ene er alvorligt tilskadekommen og er blevet fløjet på Rigshospitalet – og den anden er også tilskadekommen, men er blevet kørt på hospitalet,” siger Mikkel Trane.
Kvinderne er henholdsvis 52 år og 58 år gamle.
Presseansvarlig Mikkel Trane fortæller desuden, at de to køretøjer er kørt frontalt ind i hinanden.
“Jeg har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger, jeg kan dele,” siger Mikkel Trane.
Han tilføjer, at Nordsjællands Politi senere mandag har flere oplysninger, man kan gå ud med.
Der er ikke oplysninger, om de pårørende er blevet underrettet.



