
Den danske slagter, som faste TV 2-seere vil kende, har valgt at begære sin virksomhed konkurs
Michael Museth kan ikke længere se en fremtid for Folkets Madhus og Butcheria.
Derfor har han valgt at begære selskabet bag konkurs.
Det skriver den danske tv-slagter i et opslag på Instagram.
– Det har været – og er – en svær beslutning, men efter et økonomisk hårdt 2025 og en fortsat negativ udvikling i 2026, kan jeg ikke længere se en forsvarlig vej videre for virksomheden, skriver han i opslaget.
– Jeg tager den fulde ansvar, lyder det videre fra kokken, som ofte gæster “Go’ Morgen Danmark.
Han understreger, at det har været vigtigt for ham at håndtere processen så ordentligt som muligt. Medarbejderne er derfor hjulpet videre, ligesom han har haft fokus på at minimere konsekvenserne for samarbejdspartnerne.
Det er uklart, i hvor høj grad det er lykkedes. Det er noget af det, en advokat skal undersøge, når vedkommende af skifteretten bliver udpeget som såkaldt kurator.
Annonce
Det vides heller ikke, hvornår det sker. I de offentlige registre er konkursen endnu ikke registreret.
SE og HØR arbejder på en kommentar fra Michael Museth for at høre, hvad der nu skal ske.
Det har endnu ikke været muligt, men på Instagram skriver han, at han i første omgang skal have selskabet lukket ordentligt ned.
– Jeg er stolt af det, vi har bygget op, og er taknemmelig for de relationer og det samarbejde, der er opstået undervejs, skriver han og fortsætter:
Annonce
– Lige nu handler det om at få det afsluttet ordentligt og komme godt videre herfra.
På sin personlige Instagram-profil sender han en tak til alle dem, der har været med på “en fantastisk rejse siden 2013”, ligesom han igen understreger, at det ikke er en beslutning, der har været let at tage.
– Jeg er stadig mig, min faglighed er intakt, og det er med tungt hjerte, at jeg tager beslutningen. Men det er i lyset af omstændighederne den rette beslutning.