
I et stort eksklusivt interview med BILLED-BLADET fortæller greveparret af Rosenborg for første gang, hvad der skal ske med deres arv, når de engang dør.
For første gang i otte år har greve Ingolf af Rosenborg, dronning Margrethes fætter, besøgt sit barndoms- og ungdomshjem Sorgenfri Slot i Lyngby, med grevinde Sussie af Rosenborg ved sin side.
Under besøget, som du kan læse alt om i det nye nummer af BILLED-BLADET eller HER, afslørede greveparret i det store interview med dem også for første gang, hvad der skal ske med deres arv, når de engang dør.
– Vi har for længe siden oprettet testamente. Da vi ikke har børn, kan vi disponere helt frit over alt, hvad vi efterlader os. Længstlevende arver førstafdøde og når længstlevende dør, bliver alt – stort set – lagt ind i en velgørende fond, der bærer vores navne. Fondens formål og øvrige betingelser fremgår af den fundats, som vi også har oprettet. Før vi flyttede fra Egeland og også efter, har vi videregivet adskillige effekter til ”rette vedkommende” dvs. personer, foreninger og institutioner, som har særlig tilknytning til effekterne, forklarer greveparret af Rosenborg til BILLED-BLADET.
Blandt greveparrets besiddelse er et pragtfuld diadem, et såkaldte Strålediadem, som stammer fra storfyrstinde Anastasia af Rusland, som grevinde Sussie gennem årene adskillige gange har smykket sig med ved kongelige fejringer.

Grevinde Sussie med det smukke Strålediadem ved dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæumsfejring på Christiansborg i 2022.
Foto: Martin Høien

Strålediademet, der stammer fra Storfyrstinde Anastasia af Rusland, og som kan opleves på Amalienborgmuseet.
Foto: Hanne Juul
– Der var nok en grund til, at dronning Alexandrine testamenterede det allerflotteste diadem, Strålediademet, til tronfølgeren prins Knud. For da hun døde, var det ham, der skulle være konge. Det er udstillet inde på Amalienborgmuseet, og nu får Museet også lov til at udstille mæanderborten. Oprindeligt var det en længere bort, som dronning Alexandrine fæstnede på kjolen henover brystet. Nogle led i borten blev foræret bort og arveprinsesse Caroline-Mathilde brugte det herefter som armbånd. Greven arvede armbåndet efter sin mor og efterfølgende er et led blevet opsporet og tilføjet armbåndet, således at det kan bæres som choker (tætsiddende halssmykke, red). Der kommer en helt ny udstilling om dronning Alexandrine der bliver mere eller mindre stationær. Strålediademet er allerede udstillet i Fabergékammeret. Diademet er langtidsudlånt, simpelthen, forklarer grevinden.
Det her er Greve Ingolf af Rosenborg
Greve Ingolf af Rosenborg er født den 17. februar 1940 på Sorgenfri Slot.
Han er ældste søn af H.K.H. arveprins Knud og ogH.K.H. arveprinsesse Caroline-Mathilde, der også havde børnene, prins Christian og prinsesse Elisabeth.
Indtil grundlovsændringen i 1953 var greve Ingolf prins og arving til den danske trone. Efter ændringen af tronfølgeloven blev daværende prinsesse Margrethe tronfølger og senere regent.
Greve Ingolf er landsbrugsuddannet og major af reserven i Den Kongelige Livgarde.
Om Sorgenfri Slot
Sorgenfri Slot har i det meste af sin historie været beboet af kongelige, blandt andet boede Christian 10. på slottet, da tyskerne i 1943 overtog bevogtningen.
I dag står slottet ikke længere til rådighed for kongehuset som Civillisteejendom.
Sorgenfri Slot i Lyngby har siden opførelsen i 1706 været ombygget flere gange. Det nuværende nyklassicistiske slot med det karakteristiske spir er fra slutningen af 1700-tallet. Sorgenfri Slotshave er altid åben for offentligheden. Dog er Den Reserverede Have, som er den del af haven, der ligger nærmest slottet, lukket for publikum.
I 1898 fik det nygifte kronprinspar Christian og Alexandrine slottet som sommerbolig, efter at det var blevet sat i stand ved Ferdinand Meldahl.
Christian 10. boede også på slottet som konge, og under Besættelsen blev han i efteråret 1943 tilbageholdt hér af tyske soldater. Efter hans død i 1947 blev slottet benyttet af arveprins Knud og hans familie.
Greve Ingolf af Rosenborg boede i slottets Kavalerbygning til han var 11 år, og derefter flyttede han ind i slottets hovedbygning med sin familie.
Greven flyttede fra Sorgenfri Slot, da han var 18 år.
Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen