Hærdede brandmænd måtte have krisehjælp
Selv erfarne, hærdede brandmænd måtte have psykologisk krisehjælp torsdag efter en skrækkelig trafilulykke ved Augsburg i Bayern i Tyskland.
Det skriver bild.de.
Klokken 13.30 torsdag eftermiddag kom en 38-årig kvinde kørende ad Hovedvej 17 ved Augsburg.
På passagersædet sad kvindens femårige datter korrekt fastspændt i et barnesæde.
Uvist af hvilken årsag mistede kvinden pludselig herredømmet over bilen, som endte uden for vejen.
Bilen trillede rundt og ramte med høj fart direkte ind i et vejtræ.

For sent
Både moderen og hendes femårige datter blev fastklemt i bilen.
25 redningsfolk fra brandvæsenet i Königsbrunn kom til ulykkesstedet.
Moderen kunne relativt hurtigt frigøres fra bilvraget.
Hun overlevede, men fik meget alvorlige skader.
Men for den lille pige kom hjælpen for sent.
Hun blev erklæret død på ulykkesstedet.
Psykisk meget krævende
Redningsaktionen var belastende ud over det sædvanlige.
– Selvfølgelig forbereder vi os på den slags scenarier. Men når man så står ude på sådan et ulykkessted i virkeligheden og ikke mindst, når et barn død, så er det psykisk meget, meget hårdt, siger en talsmand for Königbrunns brandvæsen.
En bilinspektør sikrede efterfølgende spor fra ulykkesstedet for at kunne bidrage til opklaringen af dødsulykken.