
Sigtes for to tilfælde af uagtsomt manddrab
En 44-årig mandlig buschauffør er blevet sigtet for to tilfælde af uagtsomt manddrab efter en glatføreulykke i januar i år.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ulykken skete den 14. januar på Landevejen ved Eskerod nær Hornslet på Djursland hvor to busser stødte frontalt sammen.
Østjyllands Politi har for nyligt har modtaget de endelige svar på en række forskellige tekniske undersøgelser i relation til sagen.
Undersøgelserne har blandt andet vist, at der efter alt at dømme var tale om glat føre, da den ene bus kom over i den anden vejbane, hvilket omkring klokken 09.31 forårsagede den alvorlige frontalulykke.
– Ulykkelig sag
Efter sammenstødet mellem de to busser blev en 32-årig mandlig passager i den ene bus og en 52-årig mandlig passager i den anden bus erklæret døde på stedet ved myndighedernes ankomst til færdselsuheldet.

– Sagen er ulykkelig for alle involverede parter, og det er en sag, der har påvirket mange mennesker i og omkring ulykkesstedet – herunder naturligvis de involverede chauffører og passagerer, som dagligt pendler på strækningen, men særligt også hos de efterladte til de to mænd, der mistede livet i forbindelse med episoden, siger Thomas Schouby Hansen fra Østjyllands Politi
Sagen vil nu blive overdraget til Anklagemyndigheden med henblik på at få foretaget en juridisk vurdering af, hvorvidt der skal rejses tiltale i sagen.